TILBAGE
kulturoplevelser, flodsejlads og portvins-indtryk

Det nordlige Portugal

Dag 1

Udrejse fra Billund

Hotel Santo Andre

Afgang med direkte fly Billund-Porto. Kørsel til hotellet, der ligger ca 40 minutters kørsel nord for Porto. Hotellet ligger med panoramaudsigt til det store og kraftfulde Atlanterhav. Det eneste, der adskiller hotellet fra stranden er en træbeklædt strandpromenade (en del af pilgrimsruten til Santiago de Compostela i Spanien), der lokker til spadsereture i den friske luft. Hotellet ligger dejligt ugeneret mellem grøntsagsmarker og natur. Afstand til små caféer er ca 500 m. Hotellet har et uopvarmet poolområde og gode fællesområder både ude og inde.

Dag 2

Korkproduktion og utroligt smukke Vila Nova da Gaia

 

Portugal sidder på ca. 70% af verdenshandlen af kork. De store plantager med korkeg ligger i det sydlige Portugal, men en stor del af forarbejdningen foregår på kork-forædlingsfabrikkerne omkring Porto. Vi besøger en produktion – og tager efterfølgende til Douro-floden og Vila Nova da Gaia, hvor der er mulighed for at nyde en frokost på egen hånd. Den smukke Dom Luis 1 bro og de mange kendte portvinshuse ligger her. Rejselederen vil tilbyde en spadseretur på den smukke jernbro Dom Luis 1 bro med 2 dæk. Eller man kan slå sig ned og nyde udsigten til gamle portvinsbåde, UNESCO havnefronten og floden Douro. Køreturen hjemad går forbi en udstillet caravelle, som var skibstypen, som førte portugiserne rundt i verden i 1500-tallet. Fælles middag.

Dag 3

Guimares og Bom Jesus

 

Morgenmad på hotellet. Gennem frodige grøntsagmarker og små marker med vin kører vi den korte vej til middelalderbyen Guimaraes (UNESCO), også kaldet Portugals vugge. Her gjorde grev Afonso Henriques i starten af 1100-tallet sig fri af de spanske lensherrer. De næste 20 år kæmpede han mod muslimske maurere syd for Guimares – og som han vandt land opstod Portugal, navngivet efter hans oprindelige grevskab. Guimares blev dengang landets første hovedstad. Vi får et indtryk af den historiske bydel efterfulgt af fælles frokost. Ved Bom Jesus nær Braga tager vi den stejle tandhjulsbane op til kirken med den utrolig smukke trappe i barokstil med kapeller, fontæner, fantasifulde skulpturer og stram symmetri – en fremstilling af Via Dolorosa. Herefter hjemkørsel til hotellet og tid til afslapning før den fælles middag.

Dag 4

Viana do Castello

 

Udflugt nordpå til kystbyen Viana do Castello; en by ved Lima-flodens udmunding med et spændende mix af gamle kvarterer og helt moderne arkitektur. Over byen ligger den meget interessante Santa Luzia-kirke, med sine helt specielle kunstneriske udtryk. Herfra er der en også en fantastisk udsigt, både fra jordhøjde og fra kuplen på kirken. Dagen byder også på tid til at nyde byen – fx kan man besøge tøjmuseet med traditionelle dragter, kigge i butikker, og udover frokost på egen hånd nyde en kop kaffe. Vi tager hjem til hotellet tidligt på eftermiddagen og spiser middag på hotellet.

Dag 5

Heldagstur til Douro-dalen. Flodcruise og portvinssmagning

 

I dag skal den smukke brede Douro-dal opleves på en heldagstur. Portvinen produceres og druerne til den skønne drik dyrkes i portvinshusene langs den brede og smukke Douro-flod. Her står vinstokkene på smalle terrasser med rødderne i skifer. Og det er netop skiferen, der giver druerne den unikke smag til portvinen. Vi kører til byen Pinhao med den underskønne station, sejler på Douro, og nyder landskabet fra „sø-„siden, og så skal vi smage på portvinen. Der er fælles frokost, inden vi kører hjem gennem smukke bjergområder, og spiser middag på hotellet.

Dag 6

Tanghøst, grøntsager, markeds-besøg og snacks på vingård med boblende vinho verde

 

Vi skal opleve noget helt specielt strand-portugisisk på denne dag. I området omkring hotellet er der enkelte lokale bønder, som indsamler tang. En af dem kommer og fortæller os om og demonstrerer, hvordan tangen indsamles og håndteres. Fra stranden bevæger vi os med bus lidt længere hen ad kysten bag første klitrække, hvor vi skal se brugen af tanggødningen og smage lækre grøntsager. Fra grøntsagsområdet tager vi lidt længere ind i landet for at besøge det berømte marked i Barcelos. Vi kører derfra til en vinproducent af områdets elskede vinho verde. Vi skal have lokale madprodukter at spise og den gode vin til ganen. Vi tager hjem med tid til afslapning på hotellet eller stranden. Fælles middag på hotellet.

Dag 7

Porto. Afslutningsmiddag

 

Porto kirke, fantastisk smuk

Portugals næststørste by Porto (ca 1 mio indb.) er en livlig by med store smukke bygninger, kakkelbeklædte huse i fantastiske mønstre og farver samt smalle gyder. Bytur i bus til seværdigheder i den historiske bymidte (UNESCO), bl.a. San Francisco-kirken og de smalle gader i Ribeira kvarteret ved Dourofloden. Porto har altid haft en stærk og dygtig borgerstand, der begav sig af med handel – nu til dags tekstil-, sko- og fiskekonserves. I søfarertiden var det skibsbygning og proviantering og frem mod omkring 1900 byggede storkøbmændene den imponerende børs ”Palacio da Bolsa”, som vi besøger med lokalguide. Frokost på egen hånd og tid til at kigge sig omkring. Vi kan anbefale at se hovedbanegården med de store smukke azulejos (blå-hvide kakkelmalerier på husfacader), der er så typiske for Portugal. Rejselederen vil være behjælpelig. Afslutningsmiddag på hotellet med aperitif og dj-musik.

Dag 8

Hjemrejse Porto-Billund.

 

Morgenmad og udtjek. Denne formiddag skal vi besøge områdets pilgrimskirke, høre historien om kirken og synge et par sange. Med en madpakke fra hotellet gør vi os klar til at tage flyet retur til Billund og Danmark. Mange gode oplevelser rigere.